Flamenco i Triana, Sevilla

Hvor Triana ligger

Triana ligger på en landtunge mellem to forgreninger af Guadalquivir, på flodens vestbred, og er også en administrativ bydel i Sevilla. Wikipedia bemærker, at den historisk set var afskåret fra selve byen og blev kaldt en arrabal, en forstad. I dag forbinder broen kendt som Puente de Triana, eller Isabel II, bydelen med centrum, og Wikipedia kalder broen sammen med det lille kapel ved dens vestlige ende for barrioens mest kendte symbol. Los Remedios mod syd og La Cartuja mod nord regnes normalt med til den. Beboerne kaldes trianeros, og de identificerer sig stærkt med stedet. Wikipedia tilføjer, at Triana har sine egne fester såvel som sin keramik og flamenco.

Hvad navnet betyder

Ingen er sikre på, hvor navnet kommer fra, og Wikipedia giver tre forklaringer, hvoraf ingen er fastslået historie. En legende siger, at den romerske kejser Trajan, født i nærliggende Italica, grundlagde en koloni her, og at Triana stammer fra Trajana. En anden teori kombinerer det latinske tri, tre, med et keltiberisk ord for flod, da Guadalquivir engang delte sig i tre forgreninger i nærheden. En tredje udleder det af den latinske vending trans amnem, der betyder dem på den anden side af floden. Hver forklaring peger på samme kendsgerning: Triana er siden på den anden side af vandet, og dens befolkning har længe betragtet det som en identitet. For en besøgende er det nyttige punkt geografien, da floden er det, der får kvarteret til at føles som et sted for sig selv.

Kvarterets korte historie

Wikipedia daterer de første bosættelser til romertiden og siger, at kvarteret voksede op omkring en borg bygget i det 10. århundrede. En pontonbro bygget i 1171 forbandt det med Sevilla. Ferdinand III af Castilien ødelagde citadellet og broen, før han indtog Sevilla i 1248. Borgstedet blev senere Castillo de San Jorge, og fra 1481 til 1785 var det sæde for den spanske inkvisition. Oversvømmelser var hyppige, indtil flodkanalerne blev anlagt på ny efter 1950, og beboerne søgte ly i borgen og Church of Santa Ana. Den bro, du krydser i dag, Puente de Isabel II, stammer fra det 19. århundrede og er blevet et symbol på barrioen.

Søfolk, pottemagere og sangere

Wikipedia siger, at Triana traditionelt var befolket af søfolk og pottemagere, bygningsarbejdere og håndværkere, og at mange tyrefægtere og flamencosangere og -dansere også boede der. Tyrefægteren Juan Belmonte, født andetsteds i Sevilla, flyttede til Triana som treårig. Andalucia.com siger, at keramikindustrien går tilbage til romertiden og brugte ler fra La Cartuja nord for bydelen, og at Triana var et gammelt gitano-kvarter indtil 1950'erne. Centro Cerámica Triana åbnede i juli 2014 i den gamle Santa Ana-keramikfabrik for at vise håndværket, med ovne, råmaterialer og keramik fra maurisk tid til 1950'erne.

Læs næste: Trianas fliser og keramik

Corrales og de romafamilier

Et stort romasamfund boede engang i Triana, oplyser Wikipedia, for det meste i corrales: fælles huse grupperet omkring en gårdhave og dens springvand. Byggepres i slutningen af det 20. århundrede tømte de fleste af dem. De overlevende er fredede, blandt dem huse i Alfarería- og Castilla-gaderne og Corral Herrera fra 1909 i Pagés del Corro. Den gade var engang Cava de los Gitanos, hvor romafamilier samledes, før byfornyelsen i 1970'erne flyttede dem væk. UNESCO siger, at det gitano-samfundet har spillet en afgørende rolle i flamencoens udvikling.

Former knyttet til Triana

Wikipedia knytter flere flamencoformer til Triana. En beretning hævder, at sange fra Ronda nåede Triana med dens tradition for corridos og blev til soleá der, og at jaleos opstod i Triana fra den festlige sang af corridos og soleares. Opslaget om tangos forbinder Triana-stilen med Pastora Pavón, La Niña de los Peines og El Titi, og opslaget om siguiriyaen kalder Frasco el Coloraos Triana-stil meget ornamenteret. Siguiriyaen er, tilføjer det, af rent romansk oprindelse. Dette er beretninger om tradition, ikke et kort over, hvad du vil høre en given aften.

Læs næste: Flamencoformer fra Triana

Flamenco på UNESCOs liste

Flamenco kom på UNESCOs liste over verdens immaterielle kulturarv i 2010. Opslaget beskriver en enkelt kunstform bygget af sang (cante), bevægelse (baile) og guitar (toque), med centrum i Andalusien og med yderligere rødder i Murcia og Extremadura. UNESCO siger, at kunsten gives videre i dynastier, familier, sociale grupper og flamenco-klubber, og at den dukker op ved kirkeceremonier, religiøse festivaler og private fester. Mange samfund betragter den som et emblem på, hvem de er, gitano-samfundet mest af alle. Et kvarter med tætte gader og store familier passer til det billede af, hvordan en kunstform rejser.

En skole ved siden af scenen

Teatro Flamenco Triana er et projekt under Cristina Heeren Foundation, hvis flamencoskole tilbyder årlige kurser og sommerkurser i dans, sang og guitar. Fondens hjemmeside oplyser, at dens elever får rabat på forestillinger i teatret, som den kalder sit eget teater, og teatret siger, at overskuddet går til stipendier og træning. Fonden præsenterer sit program som praktisk og teknisk træning med fag som compás og tablaoens traditionelle koder. Teatret beskriver også fonden som et referencecenter for flamencostudier med elever fra mere end 40 lande, hvilket er teatrets egen påstand.

Calle Pureza og de omkringliggende gader

Teatret ligger på nummer 76 på Calle Pureza, den lange gade, der løber sydpå fra Altozano gennem Trianas gamle hjerte. To vartegn flankerer den: Church of Santa Ana, som de lokale betragter som Trianas katedral, og Capilla de los Marineros, hvor broderskabet La Esperanza de Triana holder til. Santa Ana var ifølge Wikipedia Sevillas første katolske kirke efter erobringen i 1248. Calle Betis løber langs vandfronten og huser mange af byens restauranter og barer med udsigt over til det centrale Sevilla. Nord for Calle Pureza ligger pladsen Altozano, den traditionelle indgang til Triana fra broen, med monumenter for tyrefægteren Juan Belmonte og for flamencoens kunst.

Festivaler, der præger året

Den stille uge ser anderledes ud i Triana, fortæller Wikipedia, med sin egen karakter og to berømte broderskaber, La Esperanza de Triana og El Cachorro, sidstnævnte opkaldt efter en skulptur af den døende Kristus. Den anden store begivenhed er Velá de Santa Ana, en gadefestival på Calle Betis fra 21. til 26. juli med sherry, sevillanas, grillede sardiner og en konkurrence i at klatre op ad en fedtet stang, cucaña, over floden. Wikipedia fører Velá tilbage til 1200-tallet og rangerer den som byens næststørste efter Aprilfesten. Hvis dit besøg falder i en af disse uger, kan du forvente, at kvarteret er mere travlt og larmende end normalt.

Hvem dette ikke er for

Denne side giver kontekst frem for vejbeskrivelser. Brug et kort og kilderne nedenfor til gader, åbningstider og ruter, da tidsplaner og udstillinger ændrer sig. Trianas gamle corrales er for det meste væk eller private, så forvent ikke åbne gårdhaver. Wikipedia tilføjer en advarsel om stereotyper: Når de fleste corrales er væk, passer det gamle billede af Triana som et tilflugtssted for sigøjnere ikke længere. Og hvis du kun vil vide, hvordan du booker en plads på teatret, svarer billetguiden på det uden historien.

Læs næste: Teatro Flamenco Triana-show